Oldefar og oldemor - Niels Peder Larsen og familie
Oldeforældre på min farmors side

Niels Peder Larsen og Dagmar Louise Anna Rasmussen.

Niels Peder Larsen

Min oldefar Niels Peder Larsen er født 2.Oktober i Vor Frue sogn, Svendborg og døbt den 19.November 1871 i Vor Frue kirke. han bor med familien i Forhus, Ørkildsgade 365, kjælderen, Svendborg.
Den 1. Oktober 1885 kommer Niels Peder i lære på Øxenbjerg Dampmølle, og den 4. Oktober 1885 bliver han konfirmeret i Vor Frue Kirke, Svendborg.

Herefter bor han Bagergade 43, Svendborg til, han bliver gift med min oldemor.
De bliver gift med kongebrev den 1.Maj 1892 i Vor Frue Kirke, Svendborg. Niels Peder forsørger familien som møllersvend, de flytter i 1900 til Grubbemøllestræde 1235 ,stuen, 2, matr. 215 A, Svendborg, og bliver boende til 1903.Senere flytter familien i 1903 til Dronningholmsvej 3, og i 1906-1908 bor de på Sct.Annavej 9, Matr.8Z,Kælderen, Svendborg, denne ejendom ejer min oldefar.

Den 1.Oktober 1910 har Niels Peder 25 års jubilæum på Øxenbjergmølle, som ansat på møllen. Og i 1912 bliver min oldefar ansat på Århus Dampmølle, hvorefter de flytter til Århus.

I de næste år bor de på Hendrik Pontoppidans gade 6, Århus, og i 1935 har min oldefar 50 års jubilæum som møller/møllermester. Efter oldemor Dagmars død i 1938 bliver Niels Peder boende på adressen indtil ca. 1953. Herefter flytter han til Bogensegade hos døtrene Sofie og Sigrid. 

Dagmar Louise Anna Rasmussen

Min oldemor Dagmar Louise Anna Rasmussen, datter af Christen Rasmussen og Mettine Kirstine Jørgensen, Dagmar er født den 27. November 1867 i Simmerbølle, Langeland og døbt den 29.Maj 1868 i Simmerbølle kirke.I 1880 bor hun med familien Rifbjerg by, 9, Simmerbølle, Langeland, og den 16.April 1882 bliver Dagmar konfirmeret i Simmerbølle kirke.

Faderen og de børn der er hjemmeboende flytter i 1883 til Telykke, Strandlyst, Simmerbølle, det er efter moderens død i 1883.

I 1890 er Dagmar tyende hos detaillist Johan A.V.K.Jensen og familie, de er boende på Møllergade nr.3, forhus, 1.eta., Svendborg.
 
Senere flytter Dagmar til  Christiansmindevejen, hvor hun bor, til hun bliver gift med min Oldefar Niels Peder Larsen den 1.Maj 1892.

Sofie Margrethe Mettine Larsen

Deres første barn er min farmor Sofie Margrethe Mettine Larsen, som er født den 15.Oktober 1892 i Vor Frue Sogn, Svendborg og døbt den 20.November 1892 i Vor Frue kirke.

Sofie bliver gift den 21.Marts 1914 i Århus domkirke med Andreas Gredsted, som er søn af Søren Sørensen Gredsted og Ane Marie Smith, Andreas er min farfar og de får 2 børn:

Ayoe Tekla Gredsted født 20. Juni 1914 - ugift
Astro Gredsted født 24. Juli 1918 (min far) - gift og 2 børn
 
Hun bliver boende i Århus til sin død den 16.August 1960.

Sofie M.M. Larsen har jeg lavet en selvstændig historie om.

Edward Max Larsen

Det andet barn er Edward Max Larsen, som er født den 26.Juni 1894 i Vor Frue sogn, Svendborg og døbt den 22.Juli 1894 i Vor Frue kirke. Han bor i 1894 på Christiansminde Alle 994, Svendborg og i 1900 på Grubbemøllestræde 1235. stuen, 2, matr 215 A, Svendborg. I 1903 flytter familien til Dronningholmsvej 3, og her går Edward på Privatskolen, Grubbemøllestræde.

I 1906-1908 bor de på St. Anne gade nr.19, matr.8Z, kælderen, Svendborg, som faderen Niels Peder er ejer af ejendommen, og den 4.Oktober 1908 bliver Edward konfirmeret i Vor Frue kirke, Svendborg. I 1913 flytter familien til Århus, hvor de bor på Hendrik Pontoppidansgade 6, Århus.

Edward bliver gift den 19.November 1919 i Torup kirke, Vester Han, Thisted med Rigmor Gerda Hansen, datter af Jens Hansen og Birthe Jensen, (senere  fik Rigmor navneforandring til Heinerup), hun er født den 9.juli 1900 i Hejnerup, Bjæverskov herred - døbt den 7.Oktober 1900 i Sædder kirke og den 4.Oktober 1914 konfirmeret i Sædder kirke.

De får 4 børn:

Erhardt Gunnar Larsen den 20.Januar 1920 i Torup, han bliver hjemmedøbt den 26.Januar 1920 af sognepræsten. Desværre dør Erhardt 7 dage gammel den 27.Januar 1920 og bliver begravet den 4.Februar 1920 på Torup kirkegård.

Vagn Aage Larsen den 31.Marts 1921 i Torup, Thisted amt, men han bliver hjemmedøbt af Pastor Wiese i Århus den 26.Maj 1921. Her har de adressen på Bogensegade 5, sammen med Edwards søster Sofie. Desværre dør Vagn Aage for dem den 1.Juni 1921 og bliver begravet den 4.Juni 1921 på Århus nordre kirkegård.

I 1922 er de flyttet til Assensgade i Århus, hvor de får deres tredie barn:
 
Edvard Valdemar Larsen født den 8.Maj 1922 og hjemmedøbt den 8.Maj 1922 af pastor Wiese. Han dør desværre også den 3.Juni 1922 og bliver begravet den 8.Juni 1922 på Nordre kirkegård, Århus.

Det fjerde barn Alice Birgit Larsen bliver født den 18.Februar 1925 i Århus, hvor de flyttet til Clausensgade 19, 2.sal imellem tiden. Her bor de fra 1924-1928, og senere flytter familien til De Mezas vej 12, 3.tv, Århus, hvor de bor sammen fra 1928-1945, herefter bliver de skilt, og Rigmor bliver boende her til ca.1952, sammen med datteren Alice.
 
Alice bliver senere gift med Orla Sørensen/Heinerup og får 2 børn:
Inge Heinerup -   gift og børn
Bent Heinerup - gift

Edvard bliver også boende i Århus til sin død, han dør den 16.November 1952 og bliver begravet på Vestre Kirkegård den 21.November 1952 i Århus. 

Billedet er Rigmor og datteren Alice.
 


 

Sigrid Astrid Larsen

Det tredie og sidste barn er Sigrid Astrid Larsen er født den 13.Maj 1900 i vor Frue sogn, Svendborg og døbt den 22.Juli 1900 i Vor Frue Kirke. Hun bor sammen med familien fra 1901 på Grubbemøllestræde 1235, stuen, 2, matr 215 A, Svendborg og i 1903 på Dronningholmsvej 3.

I 1906-1908 bor de på Sct. Anna gade 9, matr.8Z, Kælderen, Svendborg, ejendommen som min oldefar Niels Peder ejer, og senere flytter de jo til Hendrik Pontoppidansgade 6, Århus.

Den 18. Oktober 1914 bliver Sigrid konfirmeret i Sct, Pauls kirke, Århus og i 1921 flytter hun ind til søsteren Sofie, der er blevet alene med de 2 børn.

Sigrid prøver lykken i København i ca. 1943 i Charlottenlund, som kokkepige i et privat hjem - men hun kan ikke lide at være i storbyen og får hjemve, så hun rejser tilbage til Århus, hvor hun flytter sammen med sin søster Sofie på Bogensegade 5, og her ernærer hun sig som syerske og strygerske, Sigrid bliver boende efter Sofies død i  1960.

Sigrid dør den 15. Maj 1962 i eget hjem og bliver begravet den 23.Maj 1962 på Nordre kirkegård, Århus.

Billedet er min farmor Sophie til venstre -  med sin søster Sigrid til højre.

Niels Peder Larsens tid som møller.

Niels Peder Larsen startede som lærling på Øxenbjerg mølle den 1.Oktober 1885, og var der til sit 25 års jubilæum den 1.Oktober 1910, som jo nok har været en stor dag i familien.

I 1912 bliver min oldefar ansat på Århus dampmølle, (det var i forbindelse med opførelsen af Århus dampmølle). Her bliver han møllermester, og er her også på sit 50 års jubilæum den 1.Oktober 1935 - som møller/møllermester.

Niels Peder var der i nogle år mere, inden han holdte op.

Melsækkene som møllen brugte, blev under 2.verdenskrig brugt som lagner, det var meget slidstærkt stof, som kunne holde i mange år.


Et lille eftermæle på denne familie

Den 11. Februar 1938 dør min oldemor Dagmar i deres eget hjem af en hjernesvulst og bliver begravet den 17.Februar 1938 på Nordre Kirkegård, Århus,
det gravsted køber min oldefar, for ca. 125 kr,  så det var et familiegravsted i mange år frem - helt til ca. 1986.

Min oldefar Niels Peder kan jeg ikke huske så meget om, andet end han var en frisk gammel mand, som når han besøgte os på Amager stod tidligt op og vaskede sig med koldt vand, det var jo det sundeste, man skulle jo ikke bruge tiden med at ligge og snue. Han dør, da jeg er fire år, så det er jo ikke så meget man kan huske om ham.

Men desværre dør han den 31.December 1953 i sit hjem hos datteren Sofie, og han bliver begravet den 5.Januar 1954 i familiegravstedet på Nordre Kirkegård, Århus.

Her blev Oldemor Dagmar , oldefar Niels Peder og døtrene Sofie og Sigrid begravet, og min faster Ayoe Tekla vedligeholdte det, til hun døde i 1986, derefter blev gravstedet sløjfet.

Nulevende efterslægt har jeg fundet både børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.
 

| Svar

Nyeste kommentarer

28.01 | 13:52

det er rart at høre fra nogen der kendte mi farbror Boris, han var en hyggelig og rar mand, han døde jo tidligt i 1991.

28.01 | 07:31

Kære Ayoe, jeg kendte din farbror Boris rigtigt godt, som god chef og kollega, fra ca. 1981 og ca. 10 år frem til efterår 1991, hvor han tog videre herfra.

18.05 | 20:26

Hold da op, hvor er det spændende læsning.
Jeg er yngste datter ( ud af 3 piger) af Kaj Sørensen, som er Camilla og Fritz yngste søn. Min Far blev født i 1930.

26.02 | 20:19

Denne hjemmeside er meget nyttig

---------------------------------
http://www.kviklantop.com/